Højesteret stadfæstede i oktober 2009 en dom fra Vestre Landsret, der pålagde en rådgivende ingeniør erstatningsansvar for projekteringsfejl, der bl.a. bestod i, at den rådgivende ingeniør ikke havde sagt fra over for bygherrens besparelsesønsker med den følge, at et ventilationsanlæg blev underdimensioneret. Erstatningen blev fastsat til et beløb svarende til anskaffelsessummen på det underdimensionerede anlæg og ikke til anskaffelsessummen på et anlæg med tilstrækkelig kapacitet.

Et rådgivende ingeniørfirma bistod som totalrådgiver en bygherre med projektering og opførelse af en gokarthal. Som følge af besparelsesønsker fra bygherren blev ventilationsanlæggets kapacitet sat ned i forhold til det oprindelige projekt.

Efter ibrugtagning viste det sig, at kapaciteten ikke var tilstrækkelig.

For Vestre Landsret nedlagde bygherren påstand om betaling af ca. kr. 2,8 mio., som det ifølge et udmeldt syn og skøn ville koste at anskaffe et nyt ventilationsanlæg med den fornødne kapacitet.

Landsretten fandt, at den rådgivende ingeniør havde handlet ansvarspådragende, bl.a. ved ikke at have taget forbehold for den valgte løsning.

Landsretten fandt dog ikke, at bygherren havde lidt et tab svarende til, hvad det ville koste at anskaffe et ventilationsanlæg med den fornødne kapacitet. Tværtimod fandt landsretten, at bygherrens tab som udgangspunkt højst kunne svare til anskaffelsessummen på ca. kr. 400.000 samt omkostningerne til en efterfølgende udvidelse af anlægget på kr. 326.200. Kravet blev skønsmæssigt fastsat til samlet kr. 350.000 ud fra den betragtning, at bygherren havde anvendt ventilationsanlægget i en længere periode.

Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse. Dog bemærkede Højesteret om årsagen til, at bygherren ikke fik medhold i sin påstand om erstatning svarende til prisen for et nyt anlæg med den fornødne kapacitet, at det rådgivende ingeniørfirma ikke havde påtaget sig at indestå for et sådant resultat. Bygherren kunne derfor alene kræve at blive stillet, som hvis rådgivningen havde været mangelfri.

Afgørelsen er trykt i UfR2010.213H.

Indholdet i artiklen kan ikke erstatte juridisk rådgivning.