
11.2.2010
Advokat Tina Ortega, to@viltoft.dk
Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed har ved kendelse af 8. juli 2009 fastslået, at en bygherre kunne rejse krav direkte mod en underrådgiver, da underrådgiveren havde begået ”klare projekteringsfejl” ved projekteringen af et nyt tag. Da den af skønsmanden foreslåede udbedring af en af fejlene ville betyde en forbedring for bygherren, skulle bygherren selv afholde udgiften til denne udbedring, dog undtaget nedtagning af det fejlbehæftede arbejde. Der kunne ikke som betingelse for udbetaling af erstatning stilles krav om fremvisning af momsbelagt faktura.
Bygherren var et boligselskab, der på tre etageejendomme skulle have opført nyt tag. I den forbindelse entrerede bygherren med en totalrådgiver, der indgik aftale med en underrådgiver om dele af projekteringen.
Kun et par måneder efter afleveringen af de nye tage, røg flere tagsten af under en storm, og 2 år efter var opstuvet fygesne i tagrummene årsag til vandskader i de underliggende lejligheder. En skønsmand fastslog, at fygesneen i tagrummene var en følge af utætheder i taghatten, hvilket skyldtes projekteringsfejl fra underrådgiverens side.
Voldgiftsretten fandt, at projekteringsfejlen var så klar, at bygherren kunne rette sit krav om erstatning direkte mod underrådgiveren. Samtidig hæftede totalrådgiveren for underrådgiveren.
Bygherren fik erstatning for sine omkostninger til udbedring af vandskaderne mv., men for så vidt angår selve udbedringen af fejlen ved taghattene på den af skønsmanden anviste måde, fastslog voldgiftsretten, at dette ville medføre en forbedring for bygherren, hvorfor bygherren selv måtte afholde omkostningerne til udbedringen. Bygherren fik dog erstatning for sine udgifter til at nedtage det fejlbehæftede arbejde.
Det var af de indklagede gjort gældende, at den del af erstatningen, der vedrørte moms, først skulle betales, når de indklagede blev præsenteret for en momsbelagt faktura vedrørende udbedring af forholdene. Dette blev afvist af voldgiftsretten.
Kendelsen er trykt i TBB2009.677.
Indholdet i artiklen kan ikke erstatte juridisk rådgivning.