English  |   Print
Forside  |   Om os   |   Specialer   |   Jurister   |   Nyheder   |   Jobs   |   Kurser   |   Kontakt

Tilmelding nyhedsbrev
Seneste nyheder
Entrepriseret
Udbudsret
 
Advokataktieselskab
Gothersgade 109
1123 København K
Tel +45 33 14 93 00
Fax +45 33 14 32 56 Viltoft@viltoft.dk
 
   
UDBUDSRET  2 / 13  



14.7.2010
Advokatfuldmægtig Sofie Grubb, sg@viltoft.dk

Tilbud med Dansk Byggeris standardforbehold anset som ukonditionsmæssigt på grund af forbehold nr. 1 og 5

Klagenævnet for Udbud fastslog i kendelse af 22. juni 2010, at en kommune var forpligtet til at afvise et tilbud med Dansk Byggeris standardforbehold. Nævnet fandt, at forbehold nr. 1 var i strid med udbudsbetingelsernes fællesbestemmelser, idet fællesbestemmelserne fraveg AB 92 uden nærmere angivelser, og da forbehold nr. 1 – i overensstemmelse med AB 92 § 1, stk. 3 – stillede krav om, at fravigelser fra AB 92 i udbudsmaterialet kun gælder, når det tydeligt og udtrykkeligt fremgår, på hvilke punkter AB 92 fraviges. Forbehold nr. 5 blev også anset for at være i strid med fællesbestemmelserne.

 

En kommune udbød opførelsen af 60 plejeboliger med tildelingskriteriet ”laveste pris”. Det fremgik af udbudsbetingelserne, at forbehold, der stred mod indholdet af udbudsmaterialet, ikke ville blive accepteret.

 

Klagers tilbud og en anden entreprenørs tilbud havde henholdsvis laveste og næstlaveste pris. De to tilbud adskilte sig fra hinanden ved, at klager i sit tilbud havde taget Dansk Byggeris standardforbehold. Kommunen fandt med henvisning hertil, at klagers tilbud var ukonditionsmæssigt, og indgik derfor kontrakt med den næstlavest bydende.

 

Klager gjorde under sagen gældende, at han havde afgivet det laveste konditionsmæssige tilbud, og at formuleringen i udbudsbetingelserne gav adgang til at fremsætte tilbud med forbehold, når blot de ikke stred mod grundlæggende elementer i udbudsbetingelserne. Kommunen gjorde heroverfor gældende, at både Dansk Byggeris standardforbehold nr. 1 og 5 indeholdt et forbehold overfor udbudsmaterialet, og at kommunen med formuleringen i udbudsbetingelserne havde forpligtet sig til at afvise ethvert tilbud med forbehold for udbudsmaterialet.

 

Det interessante ved afgørelsen er, at Klagenævnet for Udbud gav kommunen medhold i, at Dansk Byggeris standardforbehold nr. 1 stred mod udbudsbetingelserne med henvisning til, at AB 92 var fraveget i udbudsbetingelsernes fællesbestemmelser. Det følger af standardforbehold nr. 1, der henviser til AB 92 § 1, stk. 3, at udbudsmaterialets fravigelse af betingelserne i AB 92 kun gælder, når det tydeligt og udtrykkeligt angives, på hvilke punkter fravigelse skal ske. I udbudsmaterialets fællesbestemmelser skete fravigelserne uden nærmere anførelse af, hvilken bestemmelse i AB 92 der derved blev fraveget.

 

Klagenævnet fandt ligeledes, at standardforbehold nr. 5 stred mod en række af fællesbestemmelserne, idet udgifter til vejrligsforanstaltninger mv. ifølge fællesbestemmelserne skulle indregnes i tilbuddet.

 

Klagenævnet fandt herefter, at kommunen var forpligtet til at afvise klagerens tilbud som ukonditionsmæssigt, da det i udbudsbetingelserne klart var tilkendegivet, at forbehold, der strider mod udbudsmaterialet, ikke accepteres.

 

Indholdet af artiklen kan ikke erstatte juridisk rådgivning.